Henrik Ibsens skrifter

​Deres venlige brev af 20. august, adresseret til Rom, kom mig først for kort tid siden hersteds i hænde og jeg vil ikke denne gang, som vanlig, opsætte med at besvare samme.

Med den største fornøjelse giver jeg mit bifald til den af herr Werner Söderström påtænkte ​finske udgave af «Kongs-emnerne», og jeg beder Dem og ​forlæggeren betragte den af Dem gennemséte oversættelse som af forfatteren godkendt og autoriseret.

Det er mig altid en særlig glæde når noget af mine literære arbejder vinder indgang i Finland, til hvis folk jeg føler mig så stærkt hendragen og hvor jeg ejer så ​mange kære venner.

Hvad angår en norsk-dansk oversættelse af ​Deres værk om mig, da stiller den sag sig fra mit synspunkt som noget tvilsom hvad

Faksimile

nødvendigheden og hensigtsmæssigheden angår. Jeg tror bestemt at have gjort den erfaring, at ​svenske bøger læses med stor lethed i Norge og visstnok også i Danmark. Dersom værdifulde og interessante svenske værker ikke finder den fortjente udbredelse udenfor det egentlige hjemland, så må ikke grunden hertil søges i sproget, men i den beklagelige kendsgerning at de svenske forlæggere, jeg kan gerne sige uden undtagelse, ikke på langt nær gør hvad gøres kunde for at skaffe deres forlagsskrifter afsætning udenfor Sverigs grænser. De sender ikke cirkulærer omkring til samtlige store og små boghandlere i Norge, i Danmark, i ​ Slesvig eller i ​de af skandinaver beboede distrikter i Amerika; heller ikke sender de det tilstrækkelige antal exemplarer af bøgerne til anmeldelse i tidninger udenfor Sverig. Alt dette forstår de danske forlæggere meget bedre. ​Når Hegel udgiver en bog, udgiver han den ikke med Danmark alene men med hele Norden for øje. Kunde der træffes en ​overenskomst mellem forlæggeren af

Faksimile

Deres her omhandlede bog og Hegel, således at denne overtog restoplaget, så tror jeg at turde indestå for at han nok vilde få det afsat i Norge, Danmark, Slesvig og Amerika til trods for at bogen er på svensk.

​Hvor vidt Hegel måtte være villig til at overtage forlaget af en ny, omarbejdet udgave i norsk oversættelse, har jeg ingen mening om. Kun så meget kan jeg med bestemthed sige, at en intervention fra min side ikke vilde være til den ringeste nytte. Meget hensigtsmæssigere vilde det være om De selv direkte forhandlede med ham og udviklede for ham de grunde og hensyn, der nærmest leder Dem i denne sag. Han plejer ikke være bange for at vove noget på et foretagende, der interesserer ham, og dette tror jeg her vilde være tilfældet.

Men hvad så udfaldet bliver, så lad mig her udtale min hjerteligste tak for den varme og vedvarende opmærksomhed, som De skænker mit literære arbejde. Det vil i høj grad interessere mig en gang at erfare, hvad De kan have at tilføje eller ændre i Deres

Faksimile

omfattende værk, således som det nu foreligger.

Før min afrejse fra Rom havde jeg den ære og glæde at modtage ​en skrivelse undertegnet af damer i Helsingfors. Da ​ Deres højt ærede hustrus navn befinder sig imellem disse, beder jeg om at måtte til hende få adressere min hjerteligste taksigelse, i det jeg anholder om at denne blir på en eller anden måde bragt til samtlige underskriverinders kundskab. Skrivelsen skal jeg stedse bevare som et kært og for mig hædrende udtryk for den velvilje, hvorom jeg fra Finland har modtaget så mange vidnesbyrd.

Min hustru og min søn befinder sig i Norge. Jeg har her fuldført ​ et nyt skuespil, som udkommer i næste måned og som da straks vil blive Dem tilsendt. Hvad tid vi vender tilbage til Rom er, på grund af ​koleraen, endnu ubestemt; men breve, adresserede til konsulatet dersteds, vil altid finde mig.

Med mange hilsninger til fælles venner og bekendte i Helsingfors tegner jeg mig